22 måneder med tortur - and still counting...
Ja okay, det er måske en rimelig voldsom titel og en “lille” overdrivelse, men man siger jo at overdrivelse fremmer forståelsen. Og hvor mange gange har man ikke hørt at søvnløshed var en af de tidlige torturmetoder.. man lærer først virkelig at forstå det, når man har oplevet i en (lidt for lang) periode, at få frarøvet sin nattesøvn.
Når folk spørger, kan jeg faktisk ikke præcist svare på, hvordan Theo sov da han var lille - det eneste jeg med sikkerhed kan sige er at han har aldrig været verdensmester til at sove...
Men hvad kan jeg huske....
De første par uger gik og Theo fik stor ros for at sove både jule- og nytårsaften væk og kun være vågen på de helt rigtige tidspunkter - Ja ja, man er vel selskabsabe. Derefter husker jeg mest hvordan jeg de første par måneder kæmpede dagen lang med at få ham til at sove. Det var lige før det føltes som, at det var det eneste jeg brugte tid på - i hvert fald når jeg husker tilbage.. Det kunne være fedt, og en lille smule tragisk (og endnu mere mærkeligt) hvis nogen havde noteret antallet af runder omkring blokken - min sædvanlige “få Theo til at sove”-rute, mon ikke det ville blive til et par maratons eller fem?!!
Havde jeg da så bare fået min nattesøvn... Jeg kan huske at Christian spurgte mig en morgen en af de første dage da Theo var nyfødt, da vi var kommet hjem fra hospitalet - “Er du slet ikke træt?”. Jeg sad og ammede Theo, som jeg havde gjort flere gange om natten også de sidste par dage. På daværende tidspunkt mærkede jeg det ikke nej, måske var jeg bare stadig hårdt pumpet op på fødselsadrenalin og på kærlighed til min lille dreng.
Og derudover ved alle jo, at babyer skal have mad om natten, de vågner og de har behov - Og det var jeg sådan set klar til at skulle tage mig af.
Men langsomt blev søvnen bare mere og mere et issue - Et problem jeg skulle løse.
Heldigvis fandt Theo faktisk en god rytme om dagen og lærte faktisk at sove rigtig godt i sin barnevogn (omend han dog skulle køres i søvn). “Jamen, så sov du jo selvfølgelig om dagen sammen med Theo ikke?” vil I så nok spørge.. Og ja, det ville den fornuftige mor jo nok have gjort, moren der virkelig havde brug for sin søvn (som jeg jo faktisk havde). Men nej... Jeg havde for travlt! For travlt med at være supermor, at ville nå alting, at leve op til de forventninger jeg tænkte folk havde til mig (mere om det en anden god gang), så jeg havde da ikke tid til at sove mens Theo gjorde 🙄
Nå, men Theo blev altså bedre (ja faktisk helt god) til at sove om dagen, men samtidig stadig lige så svær, hvis ikke sværere, at få til at falde i søvn om aftenen og igen om natten, når han havde fået mad. Der var ikke det, vi ikke tænkte der kunne være i vejen - er han for kold, er han for varm, skal han have skiftet bleen, måske hjælper det hvis vi gør sådan, ja og vi kan også prøve sådan.... Vi gjorde ALT! Og i bagklogskabens lys vil jeg næsten sige, at vi gjorde for meget. Jeg var så stresset over hans søvn (eller dem voldsomme mangel på samme), og det tror jeg sagtens kan have gjort situationen endnu værre.
Jeg har utallige indre billeder af mig siddende på en pilatesbold med Theo i favnen, for at få ham til at falde i søvn. Jeg endte med at hade den bold! Jeg er blevet gode venner med den igen efterfølgende og Theo elsker nu når vi leger på den, men når jeg sætter mig på den kan jeg ikke lade være med at mindes magtesløsheden og de stort set søvnløse nætter, hvor den nærmest hed amning og efterfølgende “hopning på bold, for at få baby til at sove igen” på repeat. Udover den famøse “hoppebold” prøvede vi alverdens dimsedutter og dumseditter for at forbedre hans søvn - vi købte sovebamse med “white noise”, vi brugte diverse søvn-apps, Theo fik zoneterapi, Theo fik kiropraktor, vi forsøgte at supplere med ekstra mad (udpumpet modermælk på flaske), hvilket bare resulterede i gylp ALL-over...
I en periode (der, mens vi var i det, føltes som en evighed) sov Theo kun utrolig kort tid af gangen fordi han simpelthen sov så uroligt, at han vækkede sig selv med spjæt og spark. Det næste (lange) stykke tid løste vi det ved at svøbe. Og det var ikke bare svøbe - det var nok nærmere totalt overgreb. Vi brugte en helt særlig “teknik” så både arme og ben blev låst fuldstændig fast. Det huede selvfølgelig ikke moderen her helt, som jo havde læst at baby kunne få hofteproblemer ved også at få låst benene fast i udstrakt position (stop så det googleri!!!). Men på det tidspunkt var vi nået et desperat stadie, hvor man er villig til at gøre alt, for at få mere søvn. Nå, men arme og ben skulle altså svøbes helt stramt ellers kunne den lille udbryderkonge møfle sig fri og så vågnede han somregel inden for en halv time. Svøbt på den helt rigtige måde kunne vi få Theo til at sove omkring 2 timer af gangen - Juhuuu 🙄😓
Det føltes virkelig som en evighed, den periode, og jeg havde det nærmest som om at det aldrig ville slutte - at vi skulle svøbe Theo for evigt. Havde heldigvis en god og opmuntrende sundhedsplejerske der forsikrede mig om, at det nok skulle slutte på et tidspunkt. At det kunne vende fra den ene dag til den anden og at vi bare skulle fortsætte så længe han havde brug for det. Og det var faktisk hvad der skete - lige pludselig kunne Theo puttes til lur om dagen uden at være “rulle-kebab” som vi kaldte det - det var SÅ befriende!
Jeg kan ikke huske hvornår Theo sov hele natten første gang, men jeg kan huske at jeg blev helt forskrækket da det skete. Og det gør jeg stadig når det sker.. Man bliver helt bekymret for, at der er noget galt 😅 For nej, Theo er stadig ikke blevet verdensmester i det der soveri. Til gengæld er han noget bedre til at falde i søvn og kan efterhånden klare den del nogenlunde selv. Ja, helt uden at vi skal hoppe på bold 👏🏻🙌🏻 Men han vågner stadig 1-2 gange de fleste nætter og har brug for lige at blive lagt ned, have et kram og/eller have en bamse under hver arm og nogen gange mere end det... 22½ måned!
Hvordan overlever vi???
Da jeg var startet på arbejde igen efter min barsel og Christian havde brugt et par uger på at køre Theo ind i dagpleje, befandt vi os ret hurtigt begge to i en zombietilstand, fordi vi begge to var “på” om natten. Det var ret hurtigt ret tydeligt at vi havde brug for en anden løsning. Så i over et år nu, har vi skiftes til at have “nattevagten”. Den der har nattevagten har ansvaret for baby-alarmen og ansvaret for at tage sig af Theo, hvis han vågner. Udover denne fordeling har vi permanent vores gæsteseng stående klar. Så når Theo har en af de nætter, hvor han har ekstra meget brug for tryghed, en hånd og at kramme, så kan “den der har natten” lægge sig derind og den anden kan beholde sin nattesøvn.
Denne ordning har været nødvendig og er det stadig. For det første betyder det at, har man en rigtig LORTE-nat med Theo, kan man med glæde se frem til efterfølgende nat, hvor man får lov at sove. Men det betyder også at Christian og jeg har helt styr på aftalerne. Vi slipper for at skulle have natte-diskutioner lydende “hvis tur er det nu?”, “jeg tog ham sidst” osv. Og DÉT betyder fandme noget!!!
Man lærer virkelig at værdsætte ting man forhen anså som en selvfølgelighed, når man bliver forældre 😅 Og så værdsætter jeg i den grad Christians og mit samarbejde, uden ham havde jeg på ingen måder kunne klare det!
Dette indlæg er ikke skrevet for at få ynk eller lignende. Men måske bare forståelse (og et skulderklap 😅).
Nå... Jeg har natten, så sengen kalder inden længe 😉 GOD nat!
Dette er fra dagen efter Theos fødsel. Vi troede naivt at vi havde fået et nemt sovebarn, fordi han sov 5,5 time og vi måtte vække ham, for at han kunne få mad :D[/caption]
Men hvad kan jeg huske....
De første par uger gik og Theo fik stor ros for at sove både jule- og nytårsaften væk og kun være vågen på de helt rigtige tidspunkter - Ja ja, man er vel selskabsabe. Derefter husker jeg mest hvordan jeg de første par måneder kæmpede dagen lang med at få ham til at sove. Det var lige før det føltes som, at det var det eneste jeg brugte tid på - i hvert fald når jeg husker tilbage.. Det kunne være fedt, og en lille smule tragisk (og endnu mere mærkeligt) hvis nogen havde noteret antallet af runder omkring blokken - min sædvanlige “få Theo til at sove”-rute, mon ikke det ville blive til et par maratons eller fem?!!
Havde jeg da så bare fået min nattesøvn... Jeg kan huske at Christian spurgte mig en morgen en af de første dage da Theo var nyfødt, da vi var kommet hjem fra hospitalet - “Er du slet ikke træt?”. Jeg sad og ammede Theo, som jeg havde gjort flere gange om natten også de sidste par dage. På daværende tidspunkt mærkede jeg det ikke nej, måske var jeg bare stadig hårdt pumpet op på fødselsadrenalin og på kærlighed til min lille dreng.
Og derudover ved alle jo, at babyer skal have mad om natten, de vågner og de har behov - Og det var jeg sådan set klar til at skulle tage mig af.
Men langsomt blev søvnen bare mere og mere et issue - Et problem jeg skulle løse.
Heldigvis fandt Theo faktisk en god rytme om dagen og lærte faktisk at sove rigtig godt i sin barnevogn (omend han dog skulle køres i søvn). “Jamen, så sov du jo selvfølgelig om dagen sammen med Theo ikke?” vil I så nok spørge.. Og ja, det ville den fornuftige mor jo nok have gjort, moren der virkelig havde brug for sin søvn (som jeg jo faktisk havde). Men nej... Jeg havde for travlt! For travlt med at være supermor, at ville nå alting, at leve op til de forventninger jeg tænkte folk havde til mig (mere om det en anden god gang), så jeg havde da ikke tid til at sove mens Theo gjorde 🙄
Nå, men Theo blev altså bedre (ja faktisk helt god) til at sove om dagen, men samtidig stadig lige så svær, hvis ikke sværere, at få til at falde i søvn om aftenen og igen om natten, når han havde fået mad. Der var ikke det, vi ikke tænkte der kunne være i vejen - er han for kold, er han for varm, skal han have skiftet bleen, måske hjælper det hvis vi gør sådan, ja og vi kan også prøve sådan.... Vi gjorde ALT! Og i bagklogskabens lys vil jeg næsten sige, at vi gjorde for meget. Jeg var så stresset over hans søvn (eller dem voldsomme mangel på samme), og det tror jeg sagtens kan have gjort situationen endnu værre.
Jeg har utallige indre billeder af mig siddende på en pilatesbold med Theo i favnen, for at få ham til at falde i søvn. Jeg endte med at hade den bold! Jeg er blevet gode venner med den igen efterfølgende og Theo elsker nu når vi leger på den, men når jeg sætter mig på den kan jeg ikke lade være med at mindes magtesløsheden og de stort set søvnløse nætter, hvor den nærmest hed amning og efterfølgende “hopning på bold, for at få baby til at sove igen” på repeat. Udover den famøse “hoppebold” prøvede vi alverdens dimsedutter og dumseditter for at forbedre hans søvn - vi købte sovebamse med “white noise”, vi brugte diverse søvn-apps, Theo fik zoneterapi, Theo fik kiropraktor, vi forsøgte at supplere med ekstra mad (udpumpet modermælk på flaske), hvilket bare resulterede i gylp ALL-over...
I en periode (der, mens vi var i det, føltes som en evighed) sov Theo kun utrolig kort tid af gangen fordi han simpelthen sov så uroligt, at han vækkede sig selv med spjæt og spark. Det næste (lange) stykke tid løste vi det ved at svøbe. Og det var ikke bare svøbe - det var nok nærmere totalt overgreb. Vi brugte en helt særlig “teknik” så både arme og ben blev låst fuldstændig fast. Det huede selvfølgelig ikke moderen her helt, som jo havde læst at baby kunne få hofteproblemer ved også at få låst benene fast i udstrakt position (stop så det googleri!!!). Men på det tidspunkt var vi nået et desperat stadie, hvor man er villig til at gøre alt, for at få mere søvn. Nå, men arme og ben skulle altså svøbes helt stramt ellers kunne den lille udbryderkonge møfle sig fri og så vågnede han somregel inden for en halv time. Svøbt på den helt rigtige måde kunne vi få Theo til at sove omkring 2 timer af gangen - Juhuuu 🙄😓
Det føltes virkelig som en evighed, den periode, og jeg havde det nærmest som om at det aldrig ville slutte - at vi skulle svøbe Theo for evigt. Havde heldigvis en god og opmuntrende sundhedsplejerske der forsikrede mig om, at det nok skulle slutte på et tidspunkt. At det kunne vende fra den ene dag til den anden og at vi bare skulle fortsætte så længe han havde brug for det. Og det var faktisk hvad der skete - lige pludselig kunne Theo puttes til lur om dagen uden at være “rulle-kebab” som vi kaldte det - det var SÅ befriende!
Jeg kan ikke huske hvornår Theo sov hele natten første gang, men jeg kan huske at jeg blev helt forskrækket da det skete. Og det gør jeg stadig når det sker.. Man bliver helt bekymret for, at der er noget galt 😅 For nej, Theo er stadig ikke blevet verdensmester i det der soveri. Til gengæld er han noget bedre til at falde i søvn og kan efterhånden klare den del nogenlunde selv. Ja, helt uden at vi skal hoppe på bold 👏🏻🙌🏻 Men han vågner stadig 1-2 gange de fleste nætter og har brug for lige at blive lagt ned, have et kram og/eller have en bamse under hver arm og nogen gange mere end det... 22½ måned!
Hvordan overlever vi???
Da jeg var startet på arbejde igen efter min barsel og Christian havde brugt et par uger på at køre Theo ind i dagpleje, befandt vi os ret hurtigt begge to i en zombietilstand, fordi vi begge to var “på” om natten. Det var ret hurtigt ret tydeligt at vi havde brug for en anden løsning. Så i over et år nu, har vi skiftes til at have “nattevagten”. Den der har nattevagten har ansvaret for baby-alarmen og ansvaret for at tage sig af Theo, hvis han vågner. Udover denne fordeling har vi permanent vores gæsteseng stående klar. Så når Theo har en af de nætter, hvor han har ekstra meget brug for tryghed, en hånd og at kramme, så kan “den der har natten” lægge sig derind og den anden kan beholde sin nattesøvn.
Denne ordning har været nødvendig og er det stadig. For det første betyder det at, har man en rigtig LORTE-nat med Theo, kan man med glæde se frem til efterfølgende nat, hvor man får lov at sove. Men det betyder også at Christian og jeg har helt styr på aftalerne. Vi slipper for at skulle have natte-diskutioner lydende “hvis tur er det nu?”, “jeg tog ham sidst” osv. Og DÉT betyder fandme noget!!!
Man lærer virkelig at værdsætte ting man forhen anså som en selvfølgelighed, når man bliver forældre 😅 Og så værdsætter jeg i den grad Christians og mit samarbejde, uden ham havde jeg på ingen måder kunne klare det!
Dette indlæg er ikke skrevet for at få ynk eller lignende. Men måske bare forståelse (og et skulderklap 😅).
Nå... Jeg har natten, så sengen kalder inden længe 😉 GOD nat!
- Maria
Dette er fra dagen efter Theos fødsel. Vi troede naivt at vi havde fået et nemt sovebarn, fordi han sov 5,5 time og vi måtte vække ham, for at han kunne få mad :D[/caption]