Sygdom, kærlighed og utilstrækkelighed

Jeg er hjemme med Theo i dag.

Han er syg med hoste, snot og feber. Vi tilbringer det meste af dagen på sofaen (når Theo altså ikke har fået et pludseligt anfald af “nu vil jeg lege”) og i skrivende stund er han gået omkuld og ligger sover på mig.

Jeg har en ambivalent følelse omkring det – ikke at han sover på mig, lige præcis dét elsker jeg nemlig, men en ambivalent følelse fordi, at jeg på den ene side synes det er så synd for ham, at han har det skidt og på den anden side elsker denne “kvalitetstid”. Nyder at han for en gangs skyld gerne vil bruge størstedelen af en dag på bare at putte og nyder at han i denne tilstand har brug for mig. 

Og her kommer den ambivalente følelse igen frem – for ja, det er en skøn følelse at han virkelig har brug for mig, har brug for at kramme mig, at vores nærhed trøster ham og at han kan finde ro hos mig, men samtidig giver det mig også en følelse af utilstrækkelighed. Jeg vil så gerne hjælpe ham, gøre sådan at han får det bedre og hvis jeg kunne, ville jeg suge al sygdommen ud af ham og tage den selv. 

Den følelse får jeg tit og måske er den obligatorisk som forældre – følelsen af at ville gå gennem ild og vand for sit barn, men samtidig vide at man hverken kan gå på vandet og ej heller modstå flammerne. 

Mens vi ligger her, betragter jeg mit sovende barn og rammes endnu engang af den overvældende følelse – En kærlighed så voldsom, at den til tider kan være svær at rumme, svær at placere og svær at håndtere. Det er sjovt, som man pludselig oplever/mærker kærlighed på en helt anden måde når man bliver forælder. 

– Maria 🌟 @mariagl7