Er du så lykkelig..?

“Nå, er du så lykkelig” spurgte en kollega mig, da jeg et par uger efter at have født Theo var på besøg på skolen. Jeg sad der med Theo på armen og hun smilede stort. Jeg fik fremstammet et “Øøhh…”, mens den dårlige samvittighed kom buldrende med 1000 km/t. For var jeg egentlig lykkelig? Jeg følte det ikke rigtig, men burde jeg ikke det? Jeg elskede jo Theo??

Lige præcis ovenstående var et kæmpe issue for mig i min første periode som mor. De fleste steder fra fik jeg fornemmelsen af, at jeg burde svæve på en lyserød sky af kærlighed til mit lille nyfødte barn, at alt burde være fryd og gammen – at jeg burde være lykkelig. 

Jo mit hjerte boblede af kærlighed til Theo og jeg syntes han var det skønneste, men jeg befandt mig ikke på den lyserøde sky og alt var ikke så nemt, lyst og lykkeligt som det så ud til at være for alle andre.

Jeg var på ingen måder i tvivl om at jeg elskede Theo og jeg syntes han var helt fantastisk dejlig lige fra start af, men jeg syntes også det var SÅ megahårdt at blive mor. Ja, manglende søvn og en lidt for stor mængde hormoner er ikke en god kombi, men min følelser bundede i mere end træthed og hormoner.

De fleste steder fra følte jeg mig mødt af overraskelse og et lidt falmende smil, når jeg ikke prompte berettede om hvor fantastisk mit nye liv som mor var – Folk ville høre om, hvor glad jeg var, hvor dejlig jeg syntes Theo var og hvor godt det hele bare gik. 

Men… Jeg følte mit liv var taget fra mig, at JEG var taget fra mig og at jeg ikke længere var til for mig. 

For at kunne forstå disse følelser bedre, skal man måske kende mig. Jeg har altid været en “pige” med gang i mange ting og haft mange ting i mit liv der definerede MIG! Jeg var skolelærer, jeg var instruktør, jeg var volleyspiller, jeg styrketrænede og brugte generelt bare meget tid på MIG-ting.. og pludselig var jeg “bare” mor. Alle mine behov var sat til side og lige i den periode føltes det som om, at jeg kun eksisterede for Theo.  Alt det der gjorde mig til den jeg var var “taget fra mig” og jeg havde utrolig svært ved at finde mig selv i det. 

Samtidig følte jeg, at der var en forventning om, at alt bare skulle være dejligt og det føltes nærmest som tabu at nævne, at jeg ikke lige havde fundet mig til rette i min nye rolle. Jeg følte mig egoistisk og selvisk og jeg følte det så forkert, at jeg kunne have det på den måde – at jeg kunne savne tiden før Theo, savne MIG. Derudover trængte jeg til at nogen sagde til mig “Er det ikke bare sindssygt hårdt” i stedet for det sædvanlige “Ej, hvor er han bare skøn, er I ikke bare glade?” efterfulgt af “Sover han så igennem nu…?”. Trængte til noget forståelse og noget opbakning og at det var i orden at sætte ord på hvor hårdt det virkelig er, når der på den måde bliver væltet rundt og op og ned i ens liv. 

Som tiden gik, blev det selvfølgelig nemmere og jeg fandt mig mere og mere til rette. Vi snakkede meget om det herhjemme. Snakkede om mine følelser og behov og Christian var utrolig tålmodig og opbakkende. Han var helt med på, at når det kunne lade sig gøre, skulle jeg have tid til MIG. 

I takt med at vi lærte Theo at kende og hans dag ramte en mere fast rytme, kunne  jeg med planlægning af amninger osv. begynde at komme afsted og træne. Bare det at komme lidt væk i en lille time, gjorde en kæmpe forskel. Jeg fik rørt mig, jeg fik tankerne lidt væk fra babygylp og bleskift og jeg fik lov at være MIG. 

Christian var en KÆMPE hjælp, opbakning og samarbejdspartner. Han kørte endda med til volleytræninger, så han kunne passe Theo i nærheden af “madkasserne” og jeg kan ikke takke ham nok for alt det han gjorde, for at jeg kunne finde mig til rette i morlivet og samtidig finde tilbage til MIG.

Det skal ovenpå alt dette også nævnes, at jeg også var glad i starten – Glad for min lille familie og glad og stolt over at være mor! Men morlivet er langt mere end babypludreri og pussenusseri. Især i starten, hvor man i første omgang lige skal vænne sig til den nye omvæltning og sit nye liv. Og det skal være okay at snakke om de hårde ting. At snakke om, at man godt kan savne tosomheden med sin kæreste, savne al den tid man før havde for sig selv – uden at det betyder, at man fortryder sin lille nyfødte!

SÅ! Kære nybagte mor – bag glansbillederne på Instagram findes der en hårdere sandhed og det er okay at sætte ord på denne. Du elsker ikke dit barn mindre fordi du midt i det hele savner dig selv og DIG! 

Lysere tider kommer og du vil blive DIG igen og indtil da – vær ærlig! Fortæl om dine bekymringer, fortæl om dine følelser. Det vil mange lære noget af..

• Maria